Det tog overhånd

Jeg har altid været en smule bange for højder, men ikke værre end det. Men det blev gradvist værre og værre, og til sidst havde det tager overhånd. Jeg kunne ikke cykle over broer, og jeg var bange, når jeg skulle gå over gangbroer og lignende. Jeg undgik så vidt som muligt høje huse, og der var mange steder, jeg ikke længere kunne komme, så det var nu ved at gå ud over mit socialliv i en sådan grad, at jeg nærmest følte mig handicappet.

Jeg besluttede mig til, at jeg skulle have hjælp, for ellers ville det ende med, at jeg næsten ville være isoleret.

Hjælp til at komme videre

Jeg tog kontakt til min læge, men der er ikke megen hjælp at hente i dagens Danmark, så jeg tog kontakt til nogle private behandlere og fandt derigennem dem, som skulle behandle mig. Det hele tog kun en enkelt telefonsamtale, så var jeg sikker, og jeg fortrød det på ingen måde, for de var venlige, professionelle og gennemført behagelige på klinikken, og de var så tillidsvækkende, at der heldigvis ikke var nogen vej tilbage, når de først havde snakket med en.

Det er hurtig hjælp

Det hele tog kun en kort periode, så var jeg i gang, og det gik hastigt fremad. Jeg fik hurtigt nogle gode redskaber, som hjalp mig i gang og min psykoterapeut hjalp mig med at gøre store fremskridt, så jeg ikke fik panikanfald, hvis vi kom til at holde på en motorvejsbro eller et andet sted lidt oppe i højden.

Jeg har i dag ikke højdeskræk, og jeg er igen med til de fleste af de arrangementer, der er i familien takket være klinikken. Det er penge godt givet ud for at få livet tilbage, det er faktisk slet ikke så dyrt igen sammenlignet med, hvad du får ud af det i den anden ende.